Udbygningen af Nærheden går hurtigere end ventet

  • Hele Området Inkl. Hedeland COWI
På kun tre år er halvdelen af det 65 hektar store område i den nye forstad Nærheden blevet solgt eller reserveret til byggeri. Med aftaler om snart 1500 boliger er projektet kommet forud for sin egen tidsplan.

For få år siden lå det 65 hektar store område syd for Hedehusene øde hen. Et par lagerhaller stod som et sidste vidnesbyrd om den industri, der tidligere havde præget området. At der på dette sted skulle opstå en levende bydel, var svært at forestille sig.

Ikke desto mindre er den nye bydel ’Nærheden’ i dag en realitet. De første ca. 300 beboere er flyttet ind, og der er udsigt til mange flere over de kommende år.

Gang i forhandlingerne

Byudviklingsprojektet Nærheden er et samarbejde mellem Høje-Taastrup Kommune og Realdania By & Byg. De to parter er gået sammen om at udvikle det stationsnære område ud fra en fælles ambition om at skabe en ny forstad med mulighed for at leve en nem hverdag med et stærkt fællesskab.

Partnerskabet blev indgået i 2013. De første år gik med at udvikle en gennemtænkt plan for plan for området, og i 2016 var man klar til at sætte de første byggefelter til salg.

I dag, altså tre år efter salgsstart, har Høje-Taastrup Kommune og Realdania By & Bygs fælles selskab indgået aftaler om 1000 boliger, mens byggeretter til yderligere 500 boliger er under forhandling. De mange nye boliger bygges som lejligheder, rækkehuse og seniorbofællesskaber, som udvikles i samarbejde med en række forskellige investorer, arkitekter og entreprenører.

”Vi har løbet stærkt for at udnytte de gode konjunkturer i de sidste tre år. Vores strategi er at sælge mellemstore byggefelter med plads til 40-200 boliger, der understøtter vores mål for kvalitet og vores ambition om at skabe ramme for fællesskab. Vi har afsluttet tolv købsaftaler med investorer, der skal bygge i Nærheden, og vi er i gang med at forhandle yderligere fire,” fortæller direktør i NærHeden P/S Ole Møller.

Nødvendigt at fremskynde infrastrukturprojekter
Det hurtige salg af byggeretter har betydet, at selskabet flere gange har opjusteret tempoet for byggemodningen i området.

”Den høje efterspørgsel har gjort, at vi har fremskyndet nogle infrastrukturprojekter som fx en bro over jernbanen, så området er klar til at tage imod byggeri og beboere,” fortæller Ole Møller.

Kommende boligejere ligger i kø

I april 2019 lå kommende boligejere i kø i op til tre dage for at købe en andelsbolig i seniorbofællesskabet Bovieran Nærheden. Også de ejer- og lejeboliger, der har været til salg eller udleje, har der været god afsætning på.

”Jeg tror, at den store interesse for at bo i Nærheden delvist skyldes høj efterspørgsel på boliger i hovedstadsområdet, lave renter og andre gunstige forhold. Men jeg tror også, at Nærhedens målrettede satsning på fællesskaber rammer godt ind i den tid, vi lever i”, fortæller direktør i NærHeden P/S Ole Møller.


Fakta om Nærheden

• På sigt skal Nærheden rumme 8.000 nye beboere fordelt i cirka 3.000 nye boliger samt skole, institutioner, butikker og kontorer.
• Projektets samlede volumen er 378.000 etagemeter fordelt på 65 hektar. Udover byggefelter til nybyggeri, ligger der et fredet naturområde på arealet.
• Siden 2016 har byudviklingsselskabet Nærheden P/S afsat 100.000 etagemeter til private investorer. Yderligere 50.000 etagemeter er reserveret. Der er tale om byggeretter til cirka 1.500 boliger samt skole, institution, butikker og en idrætshal.
• Nærheden ligger ved Hedehusene Station,18 minutter med tog fra Københavns Hovedbanegård. Tæt ved byudviklingsområdet ligger det store rekreative område Hedeland.
• I 2021 åbner Høje-Taastrup Kommune en ny, visionær folkeskole i Nærheden. Skolen udvikles i samarbejde med LEGO Education.