NærHeden P/S har nu færdiggjort en sti, som gør det lettere og mere komfortabelt at tage turen rundt om den naturskønne Sejlbjerg Mose til fods.
Hen over vinteren og foråret har NærHeden P/S anlagt en 1,1 km lang grussti, der bugter sig i en ring om det fredede moseområde i den sydøstlige del af Nærheden. Stien, som er anlagt, hvor der før var en klippet græssti, er nu klar til at tage imod gående og motionister med hang til natur.
- Sejlbjerg Mose er hele Hedehusenes naturattraktion, og med den nye sti er det blevet endnu mere behageligt for områdets beboere og gæster at opleve det fredede naturområde, siger projektdirektør i NærHeden P/S Ole Møller.
Sejlbjerg Mose er et 50.000 m2 stort, fredet sø- og skovområde med forbindelse til Lille Vejleå, der har sit udspring her. Mosen er også et populært ynglested for beskyttede padder, og for besøgende er der både mulighed for at fiske og sejle i kano på søen.
Nærhed til naturen
I udviklingen af den nye bydel Nærheden, som netop har fejret ti års jubilæum, er nærheden til natur et af argumenterne for bosætning.
- Den nye sti om Sejlbjerg Mose er for alle, men man kan også godt se den som en understregning af, at den lette adgang til naturen er en af mange gode grunde til at flytte til Nærheden, siger Ole Møller.
I Nærheden kan man også glæde sig over naturen i form af Salamandersøen, som ligeledes er hjemsted for fredede padder, og den anlagte naturforbindelse Loopet, der bugter sig gennem bydelen og forbinder den med det øvrige Hedehusene.