Søndag den 14. august lyder startskuddet for salget af 26 townhouses i det vestlige Nærheden. Her kan interesserede høre om boligerne, når projektet holder Åbent Hus.
Byggeriet af 26 nye toetages townhouses tæt på det grønne parkstrøg Loopet i Nærheden er godt i gang, og nu er der mulighed for at købe et af husene, som med kort afstand til både skole, indkøb og Hedehusene Station blandt andet er velegnet til børnefamilier.
På søndag, den 14. august kl. 10.30, inviterer home Sydhavnen & Projektsalg nemlig til Åbent Hus på byggegrunden. Her kan man høre meget mere om de nye ejerboliger, som opføres af FB Gruppen og Sjælsø Management, og som forventes klar til indflytning i løbet af foråret 2023.
De 26 huse er opført i tegl, og bygherrerne har lagt vægt på et moderne udtryk, bæredygtigt materialevalg og et klart slægtskab til naboejendommen Teglbakken, som opføres af samme bygherrer med henblik på udlejning.
Lyst og venligt
Stueetagen er praktisk indrettet med entré, gæstetoilet og et stort og gennemlyst køkken-stue/alrum med udgang til privat have og terrasse, mens overetagen rummer børneværelser, soveværelse/kontor og et veludstyret badeværelse.
Hvidpigmenterede egetræsgulve og hvide døre gør husene lyse og venlige indvendigt, og de er opvarmet med fjernvarme og med gulvvarme og genveks-ventilation i alle rum.
Åbent Hus på søndag finder sted på Remisen, 2640 Hedehusene, ved Port 2 kl. 10.30-11.00. Man kan orientere sig nærmere om rumindretning, prisniveau mv. på www.teglraekkerne.dk, hvor man også kan skrive sig op til at få mere information om de nye boliger.