Masterplanen for Søkvarteret, som er hele den østlige del af Nærheden, er nu godkendt af både NærHeden P/S’ bestyrelse og Høje-Taastrup Kommune. Søkvarteret kommer til at rumme omkring 1.600 boliger, og naturen og fællesskab bliver fællesnævneren for det nye kvarter.
I oktober 2020 indgik NærHeden P/S og projektudvikleren FB Gruppen en aftale om udviklingen af hele den østlige del af Nærheden, som får navnet Søkvarteret.
Arkitektfirmaet Arkitema har stået for udviklingen af masterplanen for Søkvarteret, og det var også Arkitema, der tilbage i 2014 udviklede den oprindelige udviklingsplan for Nærheden.
Søkvarteret bliver bundet sammen med det øvrige Nærheden via Søruten, som er en blå og grøn forbindelse for fodgængere og cyklister. Søruten er en slags forlængelse af det eksisterende parkstrøg Loopet – dog vil Søruten få en mere naturpræget karakter, idet den løber forbi Sejlbjerg Mose og en mindre sø.
Langs Søruten finder man en række fællesfunktioner i området, bl.a. en ny daginstitution, et kontorfællesskab, Søkvarterets kvarterhus og mindre lege-, ophold og træningspladser.
I Søkvarteret vil der både blive bygget rækkehuse og lejligheder, og der vil være både ejer- og lejeboliger.
”Med masterplanen for Søkvarteret har vi det helt rigtige redskab til at sikre, at Nærheden Øst bliver udviklet med øje for kvalitet, variation og fællesskaber, og vi glæder os meget til, at spaden kan stikkes i jorden til det første byggeri i Søkvarteret”, fortæller Ole Møller, direktør i NærHeden P/S.
Forventet byggestart på det første byggeri i Søkvarteret er sensommeren 2021, og det forventes, at hele Nærheden er færdigudbygget i 2028.