Borgmester Michael Ziegler modtog søndag Arkitektforeningens borgmesterpris ved et arrangement i Nærheden.
Høje-Taastrup Kommunes borgmester Michael Ziegler har gjort noget helt særligt for at binde den tidligere funktionsopdelte by sammen og skabe grønne, klimasikre og blandede bydele. Det mener Arkitektforeningen, som derfor har valgt at tildele årets borgmesterpris til netop Michael Ziegler.
- Høje-Taastrups Kommunes arkitekturpolitik, som Michael Ziegler har stået i spidsen for, er et fremragende eksempel på, hvordan boligpolitik kan anvendes som et styringsredskab til at udvikle en kommune med en mere varieret beboersammensætning og et godt hverdagsliv med gode boliger i nær sammenhæng med attraktive rekreative grønne områder, transport og indkøbsmuligheder.
Sådan siger formand for Arkitektforeningen Johnny Svendborg om valget af Michael Ziegler til borgmesterprisen i 2022. Hovedpersonen selv glæder sig over anerkendelsen:
Kæmpe anerkendelse
- Vi bygger utroligt meget og har bevidst valgt at være ambitiøse og stille krav til det, der bliver bygget, så vi får udviklet nogle spændende og bæredygtige bydele med varieret arkitektur, boligtyper og aktiviteter. Vi har historisk lavet fejl, og vi har ikke så mange greb tilbage, så det skal lykkes. Derfor er det en kæmpe anerkendelse at få Arkitektforeningens pris, siger Michael Ziegler.
Arkitektforeningen har lagt vægt på kommunens evne til at vende udviklingen gennem langsigtede planer med blik for arkitekturens kvaliteter og bæredygtige løsninger, og foreningen fremhæver både kommunens indsats for at skabe liv til det nye boligområde Høje Taastrup C og for udviklingen af Nærheden med et blandet boligområde, fremtidens skole ”Læringshuset” og et fælleshus som centrale samlingspunkter.
Netop fælleshuset – eller kvarterhuset, som det kaldes – dannede søndag den 14. august rammen om et arrangement, hvor Michael Ziegler fik overrakt prisen.
Glæde hos NærHeden
- Det glæder os meget, at Arkitektforeningen har valgt Michael Ziegler som årets arkitekturborgmester. Anerkendelsen får han for den samlede og langsigtede indsats for at udvikle kommunen i en positiv retning, og her indgår Nærheden som en vigtig del. Det kan vi kun være meget tilfredse med, siger projektdirektør i NærHeden P/S, Ole Møller.
Borgmesterprisen blev stiftet i 2020 og tildeles i år for tredje gang. Med prisen ønsker Arkitektforeningen at kaste lys over, at det kræver klare visioner og politisk lederskab at vise vejen for investorer og bygherrer, ved at hædre de borgmestre, der går foran.