Lynghaven skyder udlejning i gang med åbent hus

  • Lynghaven ud mod Skolebakken Det er boligerne i midten af billedet, ud mod Skolebakken, som nu lejes ud. Visualisering: Dissing+Weitling
Balder skyder nu den officielle udlejning af boligerne i Lynghaven i gang. Alle interesserede kan komme til fremvisning i form af åbent hus med tilmelding fra på søndag den 15. august.

I den nordvestlige del af Nærheden, tæt på både Hedehusene Station og Nærhedens centrum med SuperBrugsen og den kommende nye skole, ligger Lynghaven – et varieret bygningskompleks med 184 lejeboliger i meget forskellige størrelser og udformninger.

- Vi forstår godt, at folk finder det attraktivt at bosætte sig i Nærheden, som har mange kvaliteter at byde på. Det gælder nærhed til naturen, et levende lokalområde med butikker, institutioner og fællesskabsfremmende faciliteter og naturligvis nærheden til København, siger projektchef på ejendommen Lasse Aagaard-Møller fra Balder.

Startskud på søndag

Efter en første etape, hvor næsten alle lejeboliger blev hurtigt afsat, primært til opskrevne på interesselister hos Balder og LokalBolig, udbyder bygherren nu anden etape helt offentligt. Det hele skydes i gang med et åbent hus-arrangement for tilmeldte på søndag den 15. august, og først her bliver det muligt at reservere en bolig. Der bliver tilsvarende fremvisninger på de efterfølgende søndage i august, og man kan tilmelde sig fremvisningerne på www.lynghaven.dk eller ved at kontakte LokalBolig Taastrup.

Den nye etape omfatter i alt 44 boliger ud mod Skolebakken, og de kommende lejere kan se frem til at flytte ind i spritnye boliger med fokus på fællesskab og natur i uderummene.

- Vi har inviteret naturen indenfor i gårdrummet, som byder på vilde planter, lyng, fyrretræer og op til 8,5 meter høje piletræer. I gårdrummet etablerer vi også faciliteter for alle generationer. Her opføres blandt andet en pavillon, fælles grill, højbede og drivhuse til glæde for alle med grønne fingre, samt legearealer med multibane, pilehytter og legeredskaber i smukke naturmaterialer, fortæller Lasse Aagaard-Møller.

På få år har tæt ved 1.200 mennesker valgt at bosætte sig i Nærheden, og visionen om at skabe en bydel med mulighed for at leve en nem hverdag med et stærkt fællesskab er godt på vej til at blive til virkelighed.

- I takt med at flere og flere flytter til Nærheden, kommer der også mere liv i bybilledet. Beboerne benytter flittigt fællesfaciliteter som Byhaven med udekøkken, den nye store legeplads i parkbåndet Loopet og bydelens mange naturområder. Vi ser frem til, at de nye beboere flytter ind i Lynghaven og bliver en del af Nærheden, siger Ole Møller, projektdirektør for NærHeden P/S.

Indflytning til foråret

Boliger i den fuldt udlejede første etape har overtagelse i november 2021, mens de beboere, som indgår lejekontrakt om en bolig den nye anden etape, efter planen kan flytte ind den 1. marts 2022.

Boligkomplekset Lynghaven er tegnet af Dissing+Weitling, som også er arkitekterne bag den markante hvide bro over jernbanen mellem Nærheden og Hedehusene.

  • Lynghaven Gårdrum Boligerne i Lynghaven har fokus på fællesskab og natur i uderummene. Visualisering: Dissing+Weitling