Kvarterhus med ekstremt lav CO2-udledning indviet til Nærhedens 6.000 beboere

  • Kvarterhuset i Skærvestræde indvies Kvarterhuset blev indviet lørdag den 10. januar 2026. Ca. 150 beboere mødte op på dagen. Foto: NærHeden P/S
I den hastigt voksende bydel Nærheden i Hedehusene er et nyt kvarterhus lørdag blevet indviet som ramme for fællesskab blandt bydelens beboere. Huset er opført i træ med rekordlav CO2-udledning.

Lige over for Hedehusene Station og ud til det bugtede grønne byrum Loopet er en spritny ramme for fællesskab netop indviet til brug for Nærhedens 6.000 indbyggere. Lørdag den 10. januar deltog ca. 150 beboere, da snoren blev klippet til bydelens nye kvarterhus, der skal bruges til fælles aktiviteter for bydelens beboere.

- Det nye kvarterhus er en rigtig fin ramme om beboernes fællesskab og arrangementer. Nærhedens mange gode tilbud, der jo også omfatter skole, daginstitutioner og springcenter, er med til at skabe en attraktiv bydel, som er et kæmpe aktiv for Hedehusene og for hele kommunens udvikling, siger Kurt Scheelsbeck, der er fungerende borgmester i Høje-Taastrup Kommune.

Også adm. direktør Peter Cederfeld fra Realdania By & Byg, der er i partnerskab med Høje-Taastrup Kommune om udviklingen af Nærheden, glæder sig over det nye hus.

Klima og miljø i højsædet

- Nærheden er født med en vision om, at fællesskaber, aktiviteter og trivsel gør bydelen til en magnet for bosætning. Det er i høj grad lykkedes, og kvarterhusene er en stærk eksponent for dette. Men også hensynene til klima og miljø er i højsædet her, for det nye kvarterhus er en del af et byggeri, der for alvor har taget livtag med klimaudfordringen, siger Peter Cederfeld.

Det nye kvarterhus er opført i træ for NærHeden P/S af bygherren Home.Earth som led i et boligbyggeri i op til seks etager. Byggeriet har opnået en udledning på 4,7 kg CO2 pr. m2, hvilket er dansk rekord for et større etagebyggeri og mere end 60 % under kravet i Bygningsreglementet.

Mange muligheder for brug

I det nye hus kan beboerne nu tage to nye hobbyrum og et køkken i brug, og i et loungeområde er der god mulighed for at mødes til fællesspisning, kreative aftener, leg, filmvisning, foredrag mv. – alt sammen efter initiativ fra beboerne selv eller deres bydelsforening.

Det nye kvarterhus er det andet af slagsen i Nærheden. Det første, som også er opført i træ, åbnede i 2022 og bruges i dag af bydelens beboere til f.eks. spilaftener, halloween og julehygge, og i sommer var det centrum for en hyggelig bydelsfest med 200 fremmødte.

Begge kvarterhuse er opført for NærHeden P/S og efterfølgende overdraget til Bydelsforeningen, som administrerer brugen af dem og understøtter beboernes aktiviteter. Man kan følge med i aktiviteterne på Facebook-siden ”Byliv i Nærheden”.

  • Kvarterhuset i Skærvestræde Det nye kvarterhus i Nærheden. Foto: NærHeden P/S
  • Cykelreparation i kvarterhus Man kan bl.a. reparere sin cykel i kvarterhusets nye hobbyrum. Foto: NærHeden P/S
  • Hygge i kvarterhusets loungeområde Hygge i kvarterhusets loungeområde Foto: NærHeden P/S
  • Home.Earth's byggeri med kvarterhuset i midten Home.Earth's byggeri, som kvarterhuset er en del af, har opnået en rekordlav CO2-udledning. Foto: NærHeden P/S