Der er synligt gang i Nærheden i disse år, og alt imens mange nye boliger skyder op, har arealudviklingsselskabet et vedholdende fokus på, at den nye bydel rent faktisk ender med at få de tilsigtede kvaliteter. Hvordan det gribes an, kan man læse om i ny publikation fra Realdania By & Byg.
Siden NærHeden blev lanceret i 2013, er det gået stærkt med at indgå aftaler om salg af byggegrunde til investorer, som skal opføre boliger og fællesfaciliteter til bydelens kommende ca. 8.000 indbyggere. I den proces er det altafgørende for NærHeden P/S at sikre, at de nye byggerier og uderum får de kvaliteter, som skal gøre den nye bydel til et eksempel på fremtidens forstad.
- Ja, det er faktisk vores eksistensberettigelse. Vores hovedopgave er at sikre, at vi får den her kvalitet, og at det ikke er aktuelle modeluner, dårlige materialer eller kortsigtede profitinteresser hos en ejendomsudvikler, der styrer byudviklingen, siger Ole Møller i en ny publikation, som Realdania By & Byg nu har sendt på gaden med titlen ”Kvalitetsledelse i byudvikling – erfaringer fra fire arealudviklingsprojekter”.
Ole Møller interviewes i publikationen sammen med CEO hos Sjælsø Management Flemming Joseph Jensen og direktør i Høje-Taastrup Kommune Jørgen Lerhard, som ud fra hver deres vinkel belyser den særlige ledelsesopgave, som det er at sikre, at visioner og kvalitetsmål opfyldes, når de nye boliger, institutioner, fælleshuse m.m. skal opføres af tredjemand.
Tillidsfuld dialog afgørende
Til det formål har NærHeden gennemarbejdede værktøjer som udviklingsplan, kvalitetsprogram og bygherrevejledning, men udover at stille høje krav til bygherrerne, er det for selskabet helt afgørende at opbygge en god og tillidsfuld dialog med bygherrerne, hvor forventningerne bliver stemt af fra starten, og parterne trækker på samme hammel.
Flemming Joseph Jensen fra Sjælsø Management, som bl.a. er involveret i lejeboligprojektet Lynghaven, lægger vægt på, at helheden for den nye bydel er tænkt igennem på forhånd, og at det er afklaret, hvor der skal være veje,
cykelstier, parkering og anden infrastruktur.
- Den måde, det er gjort på her, er meget vellykket. Det er let at gå til. Når man har købt en grund, begynder taxameteret at tikke, og så gælder det om at komme i gang hurtigt, siger Flemming Joseph Jensen, der ser NærHedens måde at arbejde med kvalitetsledelse i byudviklingen på som positiv sparring.
Sagligt modspil
- Vi har ikke følt, at der har været benspænd. Det modspil, vi har fået, har været på et sagligt plan. Hvis der er brug for en accept af noget, bliver det hurtigt afklaret, så tingene ikke forsinkes, siger Flemming Joseph Jensen.
Høje-Taastrup Kommune er som vej- og planmyndighed også en integreret del af kvalitetsledelsen, som direktør Jørgen Lerhard ser i et større kommunalt perspektiv.
- Vi har stor succes med kvalitetsledelse i byggesager, for det bliver meget ubureaukratisk på den måde. Vi er ekstremt optaget af, at udviklingsselskaber skal føle sig velkomne. For det har stor betydning for os at skabe bedre rammer for borgerne. I 1970’erne blev der ikke lagt vægt på kvalitet i byudviklingen, og i dag har vi som den eneste kommune i Danmark tre ghettoområder. Det vil vi gøre op med, siger Jørgen Lerhard i publikationen.
Det har fra starten været visionen, at den nye bydel Nærheden både skal integreres med og løfte det øvrige Hedehusene - og på den måde bidrage til hele kommunens udvikling.
Hent publikationen
Publikationen ”Kvalitetsledelse i byudvikling – erfaringer fra fire arealudviklingsprojekter” rummer også eksempler fra Kanalbyen i Fredericia, NærHeden og Naturbydelen Ringkøbing K. Den kan downloades frit eller købes i trykt form for 49 kr. på realdaniabyogbygklubben.dk.