En nyudsmykket gang- og cykeltunnel mellem det nye og det gamle Hedehusene blev fredag behørigt indviet af skoleelever, borgere og borgmester Michael Ziegler. Tunnelen, som elever fra Læringshuset har været dybt involveret i, blev ved samme lejlighed døbt ”Portalen”.
En gammel grå tunnel under jernbanen blev i efteråret forvandlet med farverige og futuristiske dekorationer, da kunstner Michael Wisniewski og elever fra Læringshuset gav fantasien frit løb. Senest har NærHeden P/S så givet den udsmykkede tunnel en sidste finish med loftsbelysning, der er en integreret del af det store kunstværk.
Det blev markeret fredag den 5. april, hvor skoleelever og beboere i Nærheden indviede tunnelen, som forbinder Nærheden med området ved Hedehusene Idrætscenter.
Oplevelse for gående og cyklister
- Jeg er glad for, at vi officielt kan indvie dette flotte og farverige kunstværk, som er inspireret af idéer fra elever i Læringshuset. Der er mange, der bruger tunnelen hver dag til at komme til og fra skole, aktiviteter eller besøge venner, og det er blevet en oplevelse at gå eller cykle i tunnelen med alle farverne og den fantasifulde udsmykning, siger borgmester Michael Ziegler, som fredag stod for den officielle indvielse efter en velkomst af projektleder Tine Binau fra NærHeden P/S.
Indvielsen var også en navngivning af den forvandlede tunnel, som nu har fået navnet ”Portalen”. Udover at være portal mellem det nye og gamle Hedehusene henviser navnet til udsmykningen, hvor det har været et ønske fra de involverede skoleelever at se blandt andet dyr og portaler i det digitale univers på tunnelens loft og vægge.
Fortidsglimt i futuristisk værk
- En tunnel er en gennemgang til den anden side, og det valgte vi at fortolke med portaler. Et farverigt univers åbner sig i den ene portal og et nostalgisk fortidsglimt i den anden portal. Stiller du dig midt under portalen i loftet, og kigger rundt, vil hjernen registrere at der er højt til himmelen, siger kunstner Michael Wisniewski, som til indvielsen fortalte om det futuristiske værk i tunnelen og samarbejdsprocessen bag.
Det er elever fra 4. klasses kunsthold og elevrådet fra udskolingen i Læringshuset, der har arbejdet tæt sammen med Michael Wisniewski, som er leder af firmaet Murkunst.dk.
Den kunstneriske tunnel indgår i det grønne parkstrøg Loopet, som i større skala forbinder Nærheden og det gamle Hedehusene. Det samlede kunst- og belysningsprojekt er udført for NærHeden P/S, som udover at forskønne tunnelen har ønsket at gøre det til en mere tryg oplevelse for gående og cyklister at benytte forbindelsen.