Da Birgitte J. Vedel flyttede til Nærheden med sin mand og søn i 2019, var det både for at komme tættere på Københavns kulturelle tilbud og få et mere mangfoldigt og åbent naboskab. Det har bydelen levet op til, fortæller hun.
At rykke sit liv op med rode og flytte til et nyt hjem er en stor beslutning for de fleste. Men for Birgitte J. Vedel og hendes mand var der ingen tvivl om, at 70'er-parcelhuset i Lejre Kommune ved Roskilde skulle skiftes ud med et nyt hjem tættere på storbyen og med et stærkere naboskab.
- Vi var enige om, at vi ikke skulle blive gamle dér, siger den 60-årige systemadministrator om nabolaget, hun og familien forlod i 2019.
- I Lejre boede vi i et ægte parcelhuskvarter. Folk har en tendens til at gå og putte sig lidt inde bag hækken, og der var andre husejere på vores vej, som vi stort set ikke så noget til i 20 år. I Nærheden er folks tilgang meget anderledes - måske fordi vi bor tættere på hinanden, siger Birgitte J. Vedel.
Det nye hjem ligger i kvarteret Green Garden i Nærheden, hvor hun flyttede til i 2019 med sin mand og en søn, der efterfølgende er flyttet hjemmefra. Green Garden består af punkthuse og fritliggende kædehuse i grønne omgivelser. Kvarteret ligger centralt placeret i Nærheden tæt på bl.a. indkøbsmuligheder, det grønne parkstrøg Loopet og en folkeskole, der åbnede i november 2021. Motorvejen ligger kun en kort køretur væk, og få hundrede meter derfra ligger Hedehusene Station, hvor man kan nå Københavns Hovedbanegård på 20 minutter.
Mere nærhed til naboerne
Birgitte J. Vedel arbejder til daglig i Roskilde og er derfor stadig i kort pendlerafstand til arbejdspladsen. Ud over nærheden til både arbejde og storby var det boligen og området, der gjorde udslaget.
- Vi havde den dér udefinerbare følelse af, at her kan vi godt se os selv bo. Og så hører der kun et lille frimærke af en have til, hvilket passer os helt fint i forhold til før, hvor vi boede i parcelhus med en stor grund og have til, siger Birgitte J. Vedel.
Birgitte J. Vedel og familien var blandt de første indflyttere i Nærheden. Derfor måtte hun og ægtefællen i nogen grad "købe ind" på selve den grundlæggende idé bag bydelen, der handler om at skabe fremtidens grønne forstad med nærhed til naboer, skole og daginstitution, indkøbsmuligheder og arbejde.
- I begyndelsen var der ikke meget andet end en pløjemark, og vi har nærmest kunne følge hver en ny mursten, der er sat op herude, fortæller Birgitte J. Vedel.
- Men vi var aldrig i tvivl om, at vil ville falde til i et kvarter med mere nærhed til naboerne. Det er specielt at flytte til et helt nyt byområde, hvor ingen kender hinanden på forhånd, og man bor tættere på hinanden end normalt. Det skal man selvfølgelig være indstillet på - men det giver folk en anden tilgang til hinanden, så kvarteret ikke ender med at blive så indspist, siger hun.
Mødes på kryds og tværs
Beboerne i området kommer til Nærheden med vidt forskellig baggrund og omfatter alt fra børnefamilier til aktive seniorer fordelt på både ejere og lejere. Det er med til at give et blandet kvarter, som Birgitte J. Vedel sætter stor pris på.
Den korte afstand til bl.a. indkøbsmuligheder, transport, grønne områder og fællesfaciliteter er endnu et plus, fortæller hun.
- Nærheden har de ting, vi skal bruge for at få hverdagen til at fungere. Det gælder både nu, men også på sigt, når vi på et tidspunkt ikke skal arbejde mere. Når vi engang bliver gamle, kan vi rulle 200 meter ned ad vejen med vores rollator, og så står vi i supermarkedet. Så det koncept, vi købte ind på, har absolut levet op til vores forventninger, og det tænker jeg også det gør i fremtiden.
En kort version af historien om Birgitte J. Vedel kan sammen med andre historier fra og om Nærheden læses i jubilæumspublikationen "Nærheden 2013-2023".