Bliv klog på Nærhedens natur på Arkitekturens Dag

  • Loopet med junglebane Loopet med junglebanen i Nærheden.
Mandag den 4. oktober kan alle med interesse for natur, arkitektur og byudvikling komme på rundvisning i Nærheden i Hedehusene med fokus på naturen i den nye bydel.

”Trods galopperende urbanisering og storbylivets mange tilbud er naturen kommet i høj kurs – både den rå, vilde og uspolerede af slagsen og den mere kontrollerede bynatur.”

Sådan lyder det i Arkitektforeningens optakt til årets udgave af Arkitekturens Dag, og i den nye bydel Nærheden i Hedehusene findes begge typer natur. Det kan man høre om mandag den 4. oktober kl. 16.00-18.00, når Lene Madsen og Tine Binau fra NærHeden P/S fortæller og viser rundt i den nye bydel.

- I Nærheden arbejder vi med at etablere indbydende grønne friarealer, både i den store skala og helt bolignært. Vi anlægger dem, så vi trækker mere natur ind i byen, både ved at plante mange forskellige arter af træer og buske og gennem en bevidst driftsstrategi, fortæller chefkonsulent og landskabsarkitekt Lene Madsen.

Grøn naturkile og kilometerlangt parkstrøg

På turen oplever deltagerne den grønne naturkile mellem Salamandersøen og Sejlbjerg Mose, den næsten færdiganlagte Skolepark og det grønne parkstrøg Loopet, som bevæger sig mere end en kilometer gennem Nærheden og forbinder bydelen med det øvrige Hedehusene.

- Sejlbjerg Mose er et ældre etableret naturområde, der kan tilbyde ægte naturoplevelser lidt på afstand af boligerne. Det område er i dag forbundet med Loopet gennem paddekorridoren, den grønne naturkile, og det er noget det, som vi skal se den 4. oktober, siger projektmedarbejder og landskabsingeniør Tine Binau.

Undervejs møder deltagerne også nogle af de landskabsarkitekter, der har hjulpet med at designe bydelens grønne elementer. Sune Oslev fra MASU Planning fortæller om friarealerne ved boligbebyggelsen Solrækkerne, og turen slutter i Stationsparken, hvor Ulrik Kuggas sammen med partner Nina Jensen fra tegnestuen Schønherr fortæller om tankerne bag den nye grønne adgang til Nærheden.

Kaffe og spørgsmål

Her, ved Hedehusene Station, slutter turen af med, at deltagerne kan varme sig over en kop kaffe på Café Moems og stille spørgsmål til oplægsholderne.

Det er gratis at deltage i turen. Man møder blot op i Byhaven ved Sejlbjerg Alle, lige øst for Springcenter Nærheden, og er man i bil, kan man parkere ved SuperBrugsen.

 

Program

Mandag den 4. oktober 2021:

Kl. 16.00:

Vi mødes i Byhaven, hvor Lene Madsen og Tine Binau fra NærHeden P/S kort fortæller om udviklingen af Nærheden.

16.15:

Vi besøger den grønne naturkile mellem Salamandersøen og Sejlbjerg Mose og taler om plejetiltag mv.

16.30:

Vi besøger bebyggelsen Solrækkerne, hvor landskabsarkitekt Sune Oslev fra MASU Planning fortæller om de grønne friarealer.

16.45:

Vi går gennem den nye bypark Skoleparken og det over en kilometer lange grønne Loop, som demonstrerer, hvordan regnvand kan håndteres i et tidligere forurenet industriområde, som nu er omdannet til park.

17.15:

Besøg i Stationsparken. Landskabsarkitekt Ulrik Kuggas og Partner Nina Jensen fra Schønherr fortæller om projektet.

17.45:

Kaffe hos Café Moems ved Hedehusene Station samt spørgsmål.

18.00:

Arrangementet slutter.

  • Skoleparken Skoleparken åbner meget snart, lige midt i Nærheden.
  • Stationsparken (1) Stationsparken er den grønne indgang til Nærheden fra det øvrige Hedehusene.
  • Byhaven (1) Byhaven i Nærheden ligger i det grønne Loop og er nabo til Salamandersøen.