Stort boligprojekt beliggende ved den idylliske Salamandersø er på vej i den nye bydel Nærheden i Hedehusene
En ny aftale mellem ejendomsudvikleren AKF Koncernen og byudviklingsselskabet NærHeden P/S betyder, at AKF Koncernen skal opføre et stort boligprojekt med 167 boliger ved Salamandersøen i Nærheden. Projektet har en samlet salgsværdi på 450 mio. kr.
Boligerne er tegnet af Arkitema Architects og byder på rig variation i boligformer og arkitektur. Således kommer der rækkehuse, punkthuse og opgangshuse i forskellige etagehøjder, og facaderne udføres i forskellige materialer som tegl, træ, skifer og metal. Boligerne er placeret på et smukt og kuperet terræn ned til den lille Salamandersø, og der opføres tillige et parkeringshus på grunden. Boligerne vil i udgangspunktet blive solgt som ejerboliger.
Ino Dimsits fra AKF Koncernen siger:
”Vi er rigtig glade for, at vi nu kan gå i gang med det spændende projekt i Nærheden og dermed tilbyde nyopførte kvalitetsboliger til børnefamilier, singler og par, som leder efter det helt rigtige sted at bosætte sig. Med kun 20 min til København, fællesskab og nærhed til naturen, er der mange gode grunde til at slå sig ned i Nærheden.”
Direktør i NærHeden P/S Ole Møller siger:
”Vi ser frem til samarbejdet med AKF Koncernen om dette spændende boligprojekt, hvor der er tænkt på detaljen. Udearealerne indbyder til ophold og fællesskab og samtidig er der rig mulighed for privathed. Med en placering i hjertet af Nærheden, vil der være få hundrede meter til indkøb, ny skole, grønne områder og fritidsaktiviteter.”
Bydelen indrettes med fokus på nem hverdag og stærkt fællesskab Nærheden udvikles i samarbejde mellem Høje-Taastrup Kommune og Realdania By & Byg ud fra en fælles ambition om at skabe en ny forstad med mulighed for at leve en nem hverdag med et stærkt fællesskab.
Området indrettes derfor med stærke fællesfaciliteter som fx delebiler, kvarterhuse og fælles udekøkken. Samtidig er der nem adgang til kollektiv transport, fritidsaktiviteter, indkøb, skole, natur mv.
På sigt skal der bo 8.000 mennesker i Nærheden. De første 200 boliger er indflyttet, og der er i år taget første spadestik til yderligere 500 boliger i form af både ejerboliger, lejeboliger og andelsboliger i seniorbofællesskab. Dertil åbner Høje- Tastrup Kommune en ambitiøs ny folkeskole i Nærheden i 2021.