Bydelsforeningen Nærheden er overvældet over deltagelsen i årets bydelsfest, som bød på masser af leg, fællesspisning og musikbanko. Beboere fra det gamle Hedehusene blev også budt velkommen i det gode vejr.
Masser af hygge, god stemning og en firdobling af deltagerantallet fra sidste år. Sådan gør Bydelsforeningen Nærhedens bylivsgruppe status efter årets bydelsfest, som fandt sted lørdag den 20. september i strålende vejr. Den høje deltagelse overraskede en af arrangørerne, 48-årige Stella Milton Jensen, der bor med sin mand og tre børn i boligbyggeriet Lerholmen.
- Der kom omkring 200 mennesker om eftermiddagen – sidste år kom der 50. Jeg blev ægte glad indeni! Der var run på, vi var trætte, og det var virkelig en dag med godt humør, fortæller hun.
Der var da heller ikke mangel på familieaktiviteter ved Kvarterhuset midt i Nærheden. I tre hektiske timer fra kl. 14 til 17 var der god gang i både hoppeborg og andre legeredskaber, ballondyr kreeret af en ballonmand, brætspil og træspil.
- Det fik vi god feedback på. Der kom f.eks. en mor, som sagde ”Jeg skal lege noget mere”, griner Stella Milton Jensen.
Besøg fra nabokvarter
De frivillige fra bylivsgruppen havde da også kæmpet hårdt for at reklamere for festen i den nye bydel – ikke kun blandt beboerne men også fra de tilstødende områder, og det lykkedes at trække flere til.
- Der var også nogen, der kom over fra husene bag ved Nærheden, som synes det så hyggeligt ud. Nogen var i tvivl, om det var en lukket fest, men vi bød dem velkommen, fortæller Stella.
Om aftenen blev festen snævret ind til de godt 30 mennesker, der havde købt billet til fællesspisning, og hvoraf de fleste også deltog i den efterfølgende musikbanko med præmier, velvilligt doneret af butikker og spisesteder i Hedehusene.
- Enkelte billetter blev først solgt på dagen. Der var en, der lige var flyttet til Nærheden, som spurgte, om han måtte komme og spise med. Han hyggede sig og vandt også præmier, fortæller Stella Milton Jensen.
Stigende opbakning til fællesskabet
Bylivsgruppen, som for tiden har 6-8 deltagere, vil også gerne have flere beboere til at bidrage til stort eller småt. Derfor var der sat et telt op til lejligheden, hvor beboere kunne få en snak om, hvad det betyder at være frivillig i Nærheden. Her var der mange, der havde gode idéer og skrev sig på en kontaktliste.
At opbakningen til fællesskabet i Nærheden er hastigt stigende, er Stella Milton Jensen ikke i tvivl om.
- Vi blev også meget overraskede til fastelavn i år. Her var vi over 100, fortæller Stella, som kun kan pege på én ting, der ikke var perfekt til årets bydelsfest.
- Det eneste, der slog fejl, var at vi skulle have købt noget lækkert at spise til om eftermiddagen. Det glippede, fordi leverandøren blev ramt af sygdom. Men der var kaffe og vand, og vi var smadderheldige med vejret!
Man kan følge med i bylivsaktiviteterne i Nærheden på Facebook-siden ”Byliv i Nærheden”.