100 ladepunkter til elbiler i den nye bydel Nærheden

  • Ladestandere i Nærheden Ladestandere på et af de nye p-huse i Nærheden Benita Marcussen
Det er blevet nemt at lade sin elbil op i den nye bydel Nærheden i Hedehusene. NærHeden P/S og Clever A/S har indgået aftale om i alt 100 ladepunkter, hvoraf 57 allerede er sat op i to nye p-huse.

Nye boliger skyder op, og flere og flere mennesker flytter til Nærheden. Butik og skole er på vej, og i foråret åbnede en ny broforbindelse til bydelen. For at understøtte udviklingen af bæredygtig mobilitet og for at være rustet til fremtidens øgede brug af el-biler har NærHeden P/S sikret, at der over de næste år kommer 100 ladepunkter i den hastigt voksende bydel tæt på København.

”Vi vil gerne sikre, at det er nemt at vælge el frem for benzin eller diesel, hvis man bor i Nærheden. Derfor glæder det os, at vi sammen med Clever har fået udformet en attraktiv løsning, som sikrer ladekapaciteten et godt stykke ind i fremtiden”, fortæller Ole Møller, direktør i NærHeden P/S

Meget stor aftale

Med de 100 ladepunkter er aftalen med Clever én af de hidtil største aftaler om leverance af ladepunkter til elbiler i Danmark.

”Nærheden viser vejen som fremtidens bydel og udviser et stort samfundsansvar med deres investering i en lysere og mere bæredygtig verden, der giver nem opladning til alle elbilister, uanset om de er beboere eller gæster,” fortæller Clevers direktør Casper Kirketerp-Møller.

De mange nye ladepunkter er åbne for alle elbilister og kan allerede nu benyttes uanset kundeforhold, og man kan i Clevers app og på www.clever.dk se, hvor man finder ladepunkterne og hvordan man betaler for opladningen.

To nye p-huse

NærHeden P/S har netop opført to parkeringshuse til beboerne i bydelen, og det er i disse to p-huse, at de første 57 ladepunkter er sat op. Resten vil blive sat op i kommende p-huse og evt. på terrænparkeringspladser.

Både parkeringshuse og fælles terrænparkeringspladser skal ejes og drives af beboerne selv gennem deres fælles grundejerforening Bydelsforening Nærheden. Derfor er der i aftalen med Clever lagt vægt på brugervenlighed, et minimum af administration og drift samt fornuftige forbrugerpriser.

Fakta

  • Der lades med op til 11 kW på ladeboksene, der har balancering, dvs. at bilerne – hvis mange lader samtidig – deles om den strøm, der er til rådighed
  • 4 ladebokse i hvert p-hus er sikret 11 kW til den enkelte bil og er reserveret til el-biler samt er synlige på Clevers app og åben for alle elbilister, der ønsker at lade
  • Beboerne kan også vælge ubegrænset opladning til fast månedspris på Clevers hjemmeside og ved køb af ny bil hos de bilmærker og leasingselskaber, som Clever har partnerskaber med
  • Ladeforbruget afregnes direkte mellem forbruger og Clever
  • Gæster og besøgende kan også benytte ladepunkterne direkte via Clevers app, hvis man ikke er kunde hos Clever
  • De første 57 ladepunkter findes i p-husene på Sporstræde 45 og på Kongelysvej 177 i Nærheden