Sjælsø Management og FB Gruppen skal opføre 192 boliger i Nærheden

  • Teglbakken Etageboliger Etageboliger i Teglbakken. Visualisering: Årstiderne Arkitekter
NærHeden P/S har indgået en aftale med Sjælsø Management og FB Gruppen om boligprojektet Teglbakken, der skal rumme både rækkehuse og lejligheder.

Endnu et omfattende boligprojekt er på vej i den nye bydel Nærheden i Hedehusene. ”Teglbakken” kommer til at bestå af både rækkehuse, lejligheder og grønne rum mellem boligerne. Rækkehusene sælges som ejerboliger, mens lejlighederne udlejes.

Hans Bo Hyldig, FB Gruppen udtaler:

”Nærheden er et af de byudviklingsområder, der med afsæt i en velgennemtænkt helhedsplan er kommet rigtigt godt fra start. Nærheden afspejler mange af de tanker vi har arbejdet med i andre byudviklingsprojekter. Vi synes derfor det har været interessant at investere i området. Projektet indeholder ca. 16.000 kvm boliger samt et parkeringshus. Projektet rummer 26 rækkehuse på hver omkring 115 m2 og 166 lejligheder med 2, 3 og 4 værelser. Rækkehusene forventes solgt som ejerboliger medens lejlighederne udlejes og skal afsættes til en investor. Vi ser frem til at gennemføre projektet i samarbejde med Sjælsø Management”.

Bygherren bliver et fælles selskab ejet af Sjælsø Management og FB Gruppen. Byggeriet går i gang når der foreligger godkendt lokalplan til foråret 2021 og forventes at være klar til indflytning ultimo 2022.

”Vi ser meget frem til endnu et spændende boligprojekt i Nærheden. Tiden har vist, at der er interesse for og efterspørgsel efter moderne boliger tæt på København, som er til at betale. Vi er derfor glade for, at Sjælsø Management og FB Gruppen er gået sammen om et boligbyggeri af høj kvalitet i bydelen”, siger NærHedens projektdirektør Ole Møller.

Altaner og eget p-hus

Projektet har taget navn efter det teglværk, der engang lå i området, og netop derfor opføres hele bebyggelsen i tegl. Derudover har rækkehusene charmerende saddeltag, der giver mulighed for hems, og alle lejligheder forsynes med altan. Projektet indeholder tillige et parkeringshus til områdets beboere.

På de fælles, grønne byrum mellem boligerne finder man fx legepladser og orangeri. Hermed understøtter det nye projekt Nærhedens fokus på at skabe rammer om fællesskaber og et godt, nemt hverdagsliv for alle aldersgrupper.

Stor forvandling af området

På sigt skal Nærheden rumme omkring 3.000 boliger. Der er på nuværende tidspunkt indgået købsaftaler for omkring 1.500 boliger. Inden årsskiftet vil omkring 500 boliger være færdigbyggede og en stor del af disse være indflyttet af nye beboere. En dagligvarebutik og ny skole er på vej, og allerede nu er der liv og aktivitet i bydelen.

Da selskabet NærHeden P/S startede sine aktiviteter for syv år siden, var området lidt forsømt og ukendt for de fleste. En målrettet indsats for at udvikle områdets naturværdier, etablere infrastruktur og markedsføre bydelens værdigrundlag har givet bonus. De seneste år har der vist sig en stor efterspørgsel efter byggeret hos investorerne, lige som boligerne afsættes godt på markedet.

  • Teglbakken Rækkehuse Rækkehuse i Teglbakken Visualiering: Årstiderne Arkitekter