7. juni 2017

Fem hold skal give deres bud på Læringshus Nærheden

Fem hold skal nu konkurrere om at skabe det bedste forslag til Lærings-hus Nærheden. Opgaven er at tænke folkeskolens rammer forfra med afsæt i det 21. århundrede – og give et bud en moderne skole integreret med beboerfaciliteter og børneinstitution.

Læringshus Nærheden skal være en projektorienteret skole og daginstitution med afsæt i det 21. århundredes kompetencer og med et særligt fokus på naturvidenskab og teknologi. Samtidig skal den kommende skole også fungere som Byens Hus for beboerne i den nye bydel – og endelig skal læringshuset indeholde rammer til en integreret børneinstitution. Den opgave går fem udvalgte teams nu i gang med at løse med hver deres projektforslag, som skal afleveres til Høje-Taastrup Kommune den 7. august.

De fem udvalgte teams er, i vilkårlig rækkefølge: 3XN A/ S, Henning Larsen Architects A/ S, Christensen & Co Arkitekter A/ S, ADEPT + RUM samt C. F. Møller Danmark A/ S.
Når vinderforslaget er fundet, skal det kvalificeres og bearbejdes til et færdigt projekt. Opførelsen af Læringshus Nærheden begynder i løbet af 2019 og forventes at være klar til skolestart 2021.

Nye koncepter for læring og undervisning
Med Læringshus Nærheden ønsker Høje-Taastrup Kommune at skabe en katalysator for udvikling af nye måder at tænke læring og undervisning i alle kommunens skoler og i det øvrige Danmark. De nye koncepter for læring og under-visning udvikles i samarbejde med LEGO Education.

Et samlingspunkt i lokalområdet
Samtidig skal Læringshus Nærheden være et samlingspunkt i bydelen Nærheden og i nærområdet med fokus på fællesskaber og det nære byliv. Beboerfaciliteterne i Byens Hus udvikles i samarbejde med NærHeden P/S.

  

Fakta om Læringshus Nærheden

• Den kommende skole skal rumme fem spor, altså fem klasser på hver årgang, inklusiv specialklasserækker og modtagerklasser.

• Skolen vil kunne optage cirka 1000 børn, mens den integrerede daginstitution vil kunne optage cirka 150 børn.

• Læringshus Nærheden forventes at blive i 2-4 etager og vil være cirka 15.000 m2.

• Den pædagogiske og arkitektoniske vision for skolen, som er omdrejningspunktet for det kommende byggeri, er udviklet af cand. pæd. i didaktik, Kasper Kjeldgaard Stoltz, leder af [RUMMETS SPROG], i samarbejde med Høje-Taastrup Kommune.